
Hvor kommer praktikanterne fra?
Hvor kommer praktikanterne fra og hvad kan man forvente?
Vi modtager praktikanter fra vores samarbejdspartnere i Brasilien, Thailand, Indien, Nepal, Uganda, Tanzania, Sri Lanka og Japan. Herudover har vi i de senere år haft en gruppe meget unge praktikanter fra Østrig, og vi har et mindre antal ansøgere fra EU-lande, bl.a. Schweiz, Tyskland, Spanien og Frankrig.
Travel to Farm gennemfører interviews med alle ansøgere. Interviewet varer ca. 30 minutter og har som hovedformål at sikre, at praktikanten taler brugbart engelsk, samt at oplysningerne i ansøgningsskemaet virker troværdige. Herudover danner vi os et indtryk af ansøgeren, som kan bidrage til at finde det rigtige praktiksted.
Praktikanterne er en blanding af universitetsstuderende og almindelige unge landmænd. De er som regel i gang med eller har lige afsluttet en uddannelse indenfor landbrug, og har forskellige grader af praktisk erfaring fra landbrug i hjemlandet.
Nogle er opvokset på et landbrug og har arbejdserfaring derfra, selvom man ikke kan sammenligne et privat familielandbrug i oversøiske lande med en dansk bedrift. Andre har primært praktisk erfaring fra praktik på universitetet, hvor der er obligatorisk praktik i sommermånederne. De har sammenlagt 4-6 måneders erfaring med at malke, passe svin eller markarbejde.
Som vært for en international praktikant skal man være ekstra tålmodig i forhold til oplæringen, og være indstillet på, at der er behov for mere støtte og tilsyn på grund af de store kulturforskelle. På den anden side er praktikanterne virkelig interesserede i landbrug og villige til at lære nyt, så en praktikant fra disse lande er normalt en rigtig positiv oplevelse. Dog skal man huske, at det danske effektive landbrug i starten godt kan virke overvældende. De skal have tid til at omstille sig.
Opholdene kan maksimalt vare 18 måneder. Da det er et uddannelsesforløb for flere af ansøgerne har nogle af dem kun mulighed for at blive i 12 måneder. Ansøgere fra EU ønsker ofte 3-6 måneders ophold.
Østrig - kort program
Travel to Farm har et udvekslingsprogram med vores partner i Østrig, hvor en gruppe 17-18- årige østrigere under uddannelse kommer til Danmark i 3 måneder som en del af deres praktik. Ankomst omk. 1. juli og 3 måneder frem. Disse praktikanter har erfaring fra deres familiers gårde, men er derudover kun på deres anden rigtige praktik.
Ønsker man at have en praktikant fra Østrig, bliver der lagt vægt på deres unge alder. Det er derfor vigtigt, at man som praktikvært er indstillet på at inddrage praktikanten i familien, og tage sig god tid til at sætte praktikanten ind i gårdens rutiner. Opholdet skal også indeholde en form for kulturel udveksling mellem dansk og østrigsk kultur. Praktikanterne taler som regel rigtig godt engelsk og selvfølgelig tysk.
Gebyret for Østrigværter er 1900,- kr.
Vil du vide mere så ring til Catrine på +45 2647 8780