Internationalt studiejob i Travel to Farm - inbound

Travel to Farm er en udvekslingsorganisation under Landbrug & Fødevarer, som hvert år udsender omkring 130 unge danske landbrugsinteresserede og placerer ca. 70 udenlandske landbrugselever på danske gårde. Vi tilbyder et afvekslende studiejob med høj grad af selvstændighed og fleksible arbejdstider.

Dette opslag vedrører studenterstillingen for området udlændinge, som kommer til Danmark – udlændinge ind.

Vi søger en ansvarsbevidst, service-minded og udadvendt student, der kan håndtere at have flere bolde i luften ad gangen samt være struktureret i sin tilgang til opgaveløsning med øje for detaljen. Du skal kunne formulere dig både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk, da en stor del af arbejdet involverer kommunikation med udlandet. Det er en fordel, hvis du har erfaring med administrativt arbejde.

Vi ser gerne, at du er i gang med en uddannelse, der relaterer sig til landbrug, da vi primært beskæftiger os med praktikplaceringer i produktioner med husdyrhold og/eller planteafgrøder i Danmark.

Vi er et lille team på 2 fastansatte og to studerende, som arbejder tæt sammen om opgaverne.

Som studentermedhjælper for udlændinge ind vil dine primære opgaver involvere:

  • Screening af nye praktikanter, hvor ansøgerens uddannelse og sprogniveau skal vurderes med henblik på praktik i dansk landbrug
  • Opdatere Travel to Farms sagsstyringssystem og udføre mindre faktureringsopgaver
  • Udarbejde kontrakter, søge om opholdstilladelse og klargøre papirer til skatteansøgninger
  • Opfølgning på verserende sager. Dette indebærer bl.a. kontakt med nogle af de offentlige Styrelser, vores udenlandske samarbejdspartnere samt vores danske værtsfamilier
  • Forberedelse og informationsmøder ved nye praktikanters ankomst til Danmark
  • Opdatering af Travel to Farms informationsmateriale samt hjemmeside

     

    Det er en fordel hvis:

  • Du selv har boet i udlandet i en længere periode
  • Du har kendskab til landbrug
  • Du er involveret i det internationale miljø på dit studie
  • Du er bekendt med redigering af hjemmeside i Umbraco

 

Vi forestiller os, at du er i starten af din bachelor eller som minimum har halvandet år tilbage af kandidatstudiet.

Arbejdstid: Gennemsnitligt ca. 13 timer pr. uge inden for normal kontortid fra 08.00 til 18.00.
Vi er fleksible i forhold til dine eksamener og forventer til gengæld, at du er fleksibel og kan tage flere timer i spidsbelastningsperioder.

Ansøgning: Send din ansøgning via Landbrug & Fødevarer:
https://lf.career.emply.com/ad/internationalt-studiejob-i-travel-to-farm-inbound/8455ab

Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt og senest den 9. december 2019. Samtaler forventes afholdt løbende.

Tiltrædelse: 6. januar 2020 eller hurtigst derefter.

Yderligere oplysninger: Hans-Henrik Jørgensen på telefon 33 39 46 40 eller mail hhj@t2f.dk

Arbejdssted: Axelborg i København.

Travel to Farm deler kontor med Landbrug & Fødevarers afdeling for Handel, Marked & Ernæring, som er med til at skabe et livligt miljø med godt sammenhold i dagligdagen.