Anders i Canada

3 ugers ferie er fløjet af sted og har budt på et væld af oplevelser for Anders og hans 3 rejsevenner Christian, Simon og Jochem.

Så blev der tid til en opdatering igen langt om længe. Vores 3 uger lange ferie gik vellykket. Vi startede og sluttede samme sted og vores bil klarede opgaven fint med kun mindre reparationer taget i betragtning af dens alder og det terræn at vi udsatte den for.

Vi lagde turen ud i Calgary og tilbragte et par dage her til Stampede - verdens største rodeoevent. Det var nu fedt at være en del af og føle sig som en cowboy for et par dage. 

Herefter gik turen mod Rocky Mountains og Banff Nationalpark. Her havde vi en lang række utroligt flotte naturoplevelser blandet med et par nætter i det fri med telt og campingblus. 

Turen gik nu til Vancouver på vestkysten. En storby fyldt med alle slags nationaliteter - især kinesere! Fed by at være i med et velfungerende offentligt trafiksystem så det var nemt at komme rundt. Vi tog også en dag til Vancouver Island på hvalsafari og så i omegnen af 10 spækhuggere. 

Nu gik turen til Whistler for at prøve lidt forskellige aktiviteter. Vi tog på en svævebanetur helt oppe fra toppen af et par bjerge og i løbet af 4 svæveture så var vi nede igen. Herefter tog vi på ATV tur. Først var vi os 4, guiden og en ekstra. Guiden kunne dog hurtigt se at den sidste var for langsom og satte ham på et andet hold - og så fik den ellers gas! Fuld fart og skarpe sving igennem skov og bjerglandskab med forskelligt underlag på atv'er imellem 500-800 ccm så de kunne nok komme fremad. 

Til sidst var vi også lige to som skulle have prøvet kræfter med riverrafting. En våddragt på og så ellers af sted. Vi skulle igennem forskellig sikkerhedsprocedure bl.a. mand over bord - og som den vandhund jeg nu er hoppede jeg da frivilligt i, i iskoldt vand... og op kom jeg da igen... Vi kom af sted på floden og havde en fed tur ned. 

Så vendte vi snuden mod Jasper Nationalpark. På turen kunne vi dog se hvordan kæmpe skovbrande havde hærget et område, grimt syn da alt er meget tørt herovre. I Jasper oplevede vi bl.a. Columbia Icefield hvor vi kørte med snebusser med overstørrelse traktordæk for at komme ud på gletsjeren. Efter det gik vi på en nyåbnet glasbro 200 meter oppe, hvor du kunne kigge lige ned. Speciel oplevelse! 

I Jasper stoppede vi også ved flere søer som var så indbydende (og lidt kølige af sne fra bjergene) at vi var nødt til at hoppe i. Fed fornemmelse bagefter! 
Efter Jasper kørte vi til Edmonton og nød et par dage her. Der var til afslapning og shopping. Og så lige en tur i et badeland. Temmelig fed oplevelse med de vildeste rutschebaner!

Og så gik turen ellers hjemad igen til velkendte Saskatchewan og vores farme igen. Hverdagens rutiner begyndte igen, men minderne og oplevelserne kan ingen tage fra os. Fedeste tur!